|
Du kan selv være med til at nedsætte generne ved refluks. Der er dog ingen gyldne regler, som virker for alle. Visse type fødevarer vil måske give sure opstød hos nogle, mens andre ikke bliver generet.
Det bedste er at prøve dig frem og undgå de ting, som forværrer din refluks.
Mad og spisevaner:
Undgå fed mad, fx røget laks og skinke. Vær opmærksom på fedtindholdet i hakket kød.
Pas også på med chokolade, appelsinsaft, pebermynte, agurk, krydderier, kaffe, te og alkohol.
Undersøgelser har desuden vist, at det hjælper nogle at skære ned på kulhydraterne fra korn, som oftest findes i brød.
Spis mindre per måltid – gerne flere små måltider i løbet af dagen. Det giver maven en chance for at tømme sig, inden den igen skal fyldes.
Spis aldrig senere end to timer før sengetid. Refluks-symptomerne viser sig ofte når man ligger ned – og en fyldt mave gør ikke generne mindre.
Drik gerne et par glas vand i løbet af natten.
Rygning vil forværre symptomerne for nogle.
Andre gode råd:
- Klods hovedgærdet på sengen op – det kan hjælpe, at kroppen ikke ligger helt vandret.
- Tab dig. Overvægt kan forværre refluks, fordi der kommer pres på mavesækken.
- Undgå stramtsiddende tøj – det presser på mavesækken.
- Hold dig fra foroverbøjede bevægelser. Gå i stedet ned i knæ, når du skal samle noget op.
- Løft ikke tunge ting. Forsøg i stedet at løfte over flere omgange.
Denne side er sidst opdateret: 24.11.2008 |