|
Prostata kaldes også blærehalskirtlen. Den findes kun hos mænd og består af kirtelceller, muskelceller og bindevæv. Prostatakræft opstår næsten altid i kirtelcellerne.
Prostata er på størrelse med en kastanje og sidder lige under blæren.
Kirtlen producerer en væske, som blander sig med sæden under sædafgang. Væsken gør det nemmere for sædcellerne at bevæge sig og øger dermed chancen for graviditet.
Det er ganske normalt, at prostata vokser med alderen. Dette kaldes en godartet forstørrelse.
Ved prostatakræft vokser blærehalskirtlen ligeledes, og mange af symptomerne ved kræft og en godartet forstørrelse af prostata er ens.
Årsagen til prostatakræft er ukendt. Sygdommen udvikler sig som regel meget langsomt, og mange ældre mænd har sygdommen, uden at det når at give problemer i deres levetid.
Det betyder ikke, at sygdommen er ufarlig. Kræften kan sprede sig til blandt andet lymfeknuderne, knoglerne, lungerne og hjernen. Og omkring 1.100 mænd dør hvert år af prostatakræft.
Der er dog gode chancer for at blive helbredt, hvis diagnosen stilles tidligt. Og hvis sygdommen er fremskreden, kan behandling bremse sygdommen i lang tid.
Denne artikel er sidst opdateret: 02.12.2008 |