|
Morbus Crohn blev først beskrevet i 1932 af den amerikanske læge Burill B. Crohn. Sammen med colitis ulcerosa udgør Crohns sygdom en del af de kroniske betændelsesagtige/inflammatoriske tarmsygdomme.
Betændelsen kan forekomme fra mundhule til endetarm, men sidder oftest i den sidste del af tyndtarmen med mulighed for udbredelse til begyndelsen af tyktarmen i højre side af bughulen. Betændelsen går dybt ned i tarmslimhinden og kan danne såkaldte fistler, som er kanaler fra tarmen til huden eller andre tarmområder.
Sygdommen kan forekomme i alle aldre. Den bryder oftest ud i 20-30 års alderen og er hyppigere hos kvinder end hos mænd og også hyppigere hos rygere. Hvert år får cirka 350 mennesker i Danmark konstateret Crohns sygdom. Der er i alt cirka 5.000 mennesker i Danmark med sygdommen. Crohns sygdom og colitis ulcerosa tilsammen forekommer næsten ligeså hyppigt som insulinkrævende sukkersyge.
Årsagerne til Crohns sygdom er ukendte. Der er enighed om, at der er et vist arveligt moment. I 2001 fandt forskerne et gen, der kan have sammenhæng med tilbøjelighed til Crohns sygdom. Det er dog mindre end 1/3 af Crohn patienterne, der har dette defekte gen, der i øvrigt også forekommer hos cirka 5% af den raske befolkning. Genets betydning for sygdommens opståen, sygdomsforløbet og arveligheden er stadig uvis. Flere ydre miljøfaktorer har formentligt betydning for sygdommens opståen.
Symptomerne på Crohns sygdom er oftest mavesmerter og langvarig diarré. Vægttab og dårlig almentilstand ses, hvis sygdommen er meget aggressiv og udbredt og ikke behandles i tide. Sygdommen er ikke smitsom.
Behandlingen af Crohns sygdom har til formål at dæmpe immunsystemet, når sygdommen er i udbrud, og derefter at nedsætte risikoen for tilbagefald.
Nogle vil have symptomer flere gange om året, mens andre har lange sygdomsfri perioder. En tredjedel af patienterne bliver opereret det første år med sygdommen, og herefter er det ca. 5% pr. år, hvor denne behandlingsmulighed bliver aktuel. Årsagen til operation er som regel bindevævsagtige forsnævringer på et tarmstykke.
Der foregår meget forskning for at finde nye medicinske behandlinger som lactobaciller og fiskeolie. Kirurgiske kikkert operationsmetoder er hele tiden under udvikling for at mindske komplikationer og smerter efter operationen.
Denne artikel er sidst opdateret: 1.8. 2006 |