|
Behandlingen af prostatakræft sigter enten mod at helbrede eller mod at lindre.
Det giver dog ikke altid mening at behandle. Sygdommen udvikler sig normalt så langsomt, at især ældre mænd ikke vil få problemer, selv om de får konstateret prostatakræft. Desuden er der bivirkninger ved behandlingen, som i nogle tilfælde overskygger fordelene.
Prostatakræft kan overordnet behandles på fire forskellige måder:
Operation
Ved en operation bortopereres prostata og de to sædblærer. Målet er at fjerne al kræft. En operation bruges i tilfælde, hvor patienten har et godt helbred, og hvor kræften ikke har spredt sig fra blærehalskirtlen til resten af kroppen. Indgrebet giver vandladningsproblemer hos omkring hver tiende. Desuden kan operationen give rejsningsproblemer. Det kan dog behandles med medicin.
Strålebehandling
Behandling med radioaktive stråler dræber kræftcellerne i prostata. Man kan stråle udefra med en strålekanon. En anden mulighed er at sprøjte radioaktivt materiale direkte ind i den kræftramte prostata.
Hormonbehandling
Kræftcellerne skal bruge det mandlige kønshormon testosteron for at vokse. Hvis man blokerer for testosteron, vil cellernes enten dø eller blive bremset i deres vækst.
Hormonbehandling fungerer på to måder:
- Man kan fjerne testosteron fra kroppen. Det sker enten ved at bortoperere testiklerne eller ved at indsprøjte et hormon, som stopper produktionen af testosteron. Dette kaldes LHRH-agonister.
- Man kan forhindre testosteron i at nå frem til kræftcellerne og dermed stoppe kræften. Dette kaldes anti-androgen.
Kemoterapi
Kemoterapi har hidtil ikke været brugt meget i behandlingen af prostatakræft. Nogle nye stoffer har dog vist sig at have en god lindrende og livsforlængende effekt i de sene stadier af sygdommen. Denne behandlingsform bruges ofte, når behandlingen med hormoner ikke længere har nogen effekt.
Denne artikel er sidst opdateret: 02.12. 2008 |