|
Medicin mod astma kan give langt de fleste astmapatienter et helt normalt liv. Der findes grundlæggende to måder at behandle astma på:
- Medicin der forebygger forværring af astmasygdommen (Forebyggende medicin)
- Medicin som dæmper et akut astma-anfald (Anfaldsmedicin)
Den forebyggende medicin indeholder binyrebarkhormoner og hjælper med at bekæmpe betændelsestilstanden i luftrørene. Det er betændelsen, der er skyld i den øgede slimproduktion hos astmapatienter. Når betændelsestilstanden er væk, bliver slimproduktionen igen normal. Medicinen skál tages hver dag. Man oplever ikke en akut virkning på luftvejene – og det er meget vigtigt at tage medicinen fast i helt op til fire uger, før den optimale virkning kan mærkes eller ses. Det er den forebyggende medicin der holder symptomerne på astma væk, og derfor er det afgørende at fortsætte med medicinen, så længe man har astma.
Medicin mod akutte astmaanfald virker hurtigt og udvider luftrørene, så det er lettere at trække vejret. Derfor kaldes denne type medicin også luftvejsudvidende. Medicinen gør det samtidig lettere at hoste den slim op, som blokerer lungerne.
Denne artikel er sidst opdateret: 12.02.2009 |